|
|
|
|
Beretning 2010 2010 har været et år med mange forskellige aktiviteter. Der afholdt 4 bankospil med fin tilslutning.I februar blev der afholdt fastelavnsfest, som er et fast arrangement på programmet. På trods af orkan mødte mange op og trodsede dermed vejrguderne. I marts var Foreningen for første gang repræsenteret på "Migrations-festivalen" i LUX EXPO-hallerne - absolut et arrangement vi vil fortsætte med at deltage i. Marts er også måneden, hvor den ordinære generalforsamling afholdes. En hyggelig aften med livlig debat. Vi kunne ønske, at flere af vore medlemmer mødte op, men deres udeblivelse kan vi jo kun tolke som et tegn på, at vi gør vores arbejde godt nok. April var en travl måned, hvor vi bl.a. havde arrangeret et besøg hos Chocolaterie Génaveh. Deltagerne fik et indblik i chokoladens mysterier og ikke mindst smagsprøver på den lækre chokolade. Det blev også til filmfremvisning; trods vulkansky og flyveforbud lykkedes det for ”Lille Per” at komme til Luxembourg og med ham filmen ”Far til fire – på japansk”. Her skal lyde en stor tak til "lille Pers" far, der tog en hurtig beslutning om at starte familiens bil og køre sydpå, så vi ikke skulle skuffe de 200 børn og voksne, som havde købt billet til filmen. Senere på måneden var der Vinmakers Dinner, hvor deltagerne fik en lækker middag med udsøgte vine fra Chateau Vignelaure. Sidste arrangement i april var en aften i selskab med Frank Hvam og ”Magtens Korridorer”, der optrådte på ”Verso” i Clausen. En forrygende aften med både show og koncert. Foreningen havde ikke planlagt nogen arrangementer i maj . I juni havde vi arrangeret et besøg på vildtplejestationen i Dudelange. Det er imponerende at se, hvordan de mange frivillige hjælpere med tålmodig pleje er med til at redde mange sjældne fugle og dyr. Første halvår sluttede med den efterhånden traditionsrige kanotur med sol, hygge og frokost i det grønne. Juli, august og september holdt vi alle sommerferie. Efteråret indledes i oktober med foredrag af revisor Claude Lang, der gennemgik skatteregler og de forventede finansielle stramninger i 2011. November var igen en travl måned med flere populære aktiviteter. Advokat Helene Müller Schwiering holdt foredrag om arveret. Og måneden bød på endnu et besøg hos Chocolaterie Génaveh. Sidste arrangement i november var den juletræsfesten. I år med et rigtigt nisseband. En stor tak til Jan og Jan, der får julestemningen i top med deres sang og musik. Som det fremgår af regnskabet for 2010, kommer vi ud med et underskud. Adskillige faktorer er medvirkende hertil. Flere af vore faste annoncører har meddelt, at de ikke har haft det udbytte af annoncerne, som de havde forventet og har derfor valgt ikke at videreføre annonceringen. En stor gruppe af vore medlemmer er nået "pensionsalderen". De er fraflyttet Luxembourg i løbet af 2009/2010 og har derfor meldt sig ud. Heldigvis kan vi i sidste kvartal af 2010 og første kvartal af 2011 se en stabilitet og en femgang i medlemsantallet. Vi i bestyrelsen er i fuld gang med at se, hvor vi kan spare, således at der i 2011 igen kan blive overskud på regnskabet. Bl.a. leder vi efter et lokale til en lavere leje, prøver at få fat i flere annoncører og kigger på antallet af bladudgivelser. En anden afgørende faktor er også, at tilslutningen til flere af vore arrangementer ikke har været optimalt - det har vi taget til efterretning og vi vil i fremtiden blive nødt til at aflyse, såfremt vi kan se, at tilslutningen er for ringe til, at det kan "løbe rundt". Jeg gør venligst opmærksom på, at koncerter og stand-up m.m. er sponseret, og dermed har Foreningen som sådan ingen udgifter. Vi blev på sidste års generalforsamling bedt om at se på familiemedlemskab - mere om det under punktet kontingent. Vi blev ligeledes bedt om at komme med forslag til vedtægtsændringer - ingen i bestyrelsen har fundet grundlag til at foretage ændringer. Foreningens medlemsblad "Posten" udkom 10 gange i løbet af 2010. Per Sørensen, der er teknisk redaktør, skal have en stor tak for sin vedvarende arbejdsindsats, som han yder i forbindelse med opsætning og trykning af "Posten". Webmasteren er stadig min mand, Jesper, der også i år skal have tak for indsatsen med at ajourføre og designe siden for Foreningen. Jens Hasse skal have tak for hans hjælp i forbindelse færdiggørelsen af regnskabet og Søren Toft skal også have tak for, at han igen i år har revideret Foreningens regnskab. På bestyrelsens vegne skal alle vore "usynlige" hjælpere, der i årets løb har hjulpet os ved diverse arrangementer have tak. En speciel tak skal Joan og Lars Jensen have, de stiller altid op når vi har brug for hjælp. Dania og ScanShop er Foreningens faste sponsorer - her skal lyde en stor tak til begge forretninger. Til sidst vil jeg gøre opmærksom på, at bestyrelsesarbejdet er frivilligt og til tider meget tidskrævende. I den forbindelse skal den nuværende bestyrelse have tak for deres indsats i årets løb.
Gitte Clausen |
Send mail til
webmaster@ddfl.com
med spørgsmål, kommentarer eller forslag til denne hjemmeside. Konto IBAN LU18
0019 1000 4951 6000
|